Hvordan kan jeg mindske risikoen for tilbageførsler på min forhandlerkonto?
Du kan være med til at reducere antallet af tilbageførsler ved at følge nedenstående retningslinjer.
Giv præcise beskrivelser, og skab klare forventninger
Kunderne gør ofte indsigelser, hvis der er uoverensstemmelse mellem de varer eller tjenesteydelser, de har betalt for, og det de har modtaget. Sådan kan du mindske risikoen for dette:
- Lav en detaljeret beskrivelse af de produkter eller ydelser, du sælger, og brug altid nøjagtige billeder.
- Gør det klart, hvad der gælder i forhold til vilkår og betingelser, levering og returnering samt privatlivspolitik
- Giv dine kunder løbende statusopdateringer, så de ved, hvad der sker med deres bestilling.
- Sørg for, at de oplysninger, du giver til din kunde, er korrekte, og at de stemmer overens med dit firmanavn, så kunden kan genkende det på kontoudtoget.
Opbevar dokumenter og optegnelser
Alle dokumenter og kommunikation i forbindelse med et salg kan bruges som bevis i forbindelse med en tilbageførsel. Sørg derfor for at gemme alle fakturaer, fragtbreve, leveringsbeviser og al kommunikation mellem dig og dine kunder.
Gør det nemt for kunderne at kontakte dig
Kunderne er mere tilbøjelige til at kræve pengene tilbage, hvis de ikke kan komme i kontakt med din virksomhed, eller hvis de ikke får svar. Hvis du er tydelig omkring, hvordan kunderne kan komme i kontakt med dig, og hvis du altid svarer hurtigt, kan du mindske antallet af tilbageførsler.
Find ud af, hvor transaktionerne kommer fra
Kunder kan gøre indsigelser over for dig, hvis deres kort er blevet stjålet eller kopieret, og kortet efterfølgende er blevet brugt til at købe noget fra din virksomhed. Det er en god idé at tjekke, om kortets udstedelsesland stemmer overens med leveringsadressen. Hvis disse to lande ikke er de samme, er der en større risiko for, at kunden bruger et stjålet kort. Du kan også tjekke leveringsadressen på Google Maps.
Vær opmærksom på usædvanlige transaktioner
Vær opmærksom på usædvanlige transaktionsmønstre. Det kan f.eks. være flere transaktioner i træk fra den samme kunde, eller bestillinger fra lande, som du normalt ikke sælger til. Hvis du bemærker noget usædvanligt, bør du undersøge det nærmere, inden du gennemfører bestillingen.